Tempo 100 godkendelse af trailer

Fabrikanterklæring for godkendelse af trailere uden bremse –  til Tempo 100 (skal medbringes til synshal)

Fabrikanterklæring for godkendelse af trailere med bremse –  til Tempo 100 (skal medbringes til synshal)

 

Vejledning til dansk Tempo 100 godkendelse.

 

Hvordan får du dit køretøj godkendt til Tempo 100?

Du henvender dig til din VARIANT forhandler, som har de nødvendige komponenter til montering på din trailer og som har den faglige ekspertise til at udføre arbejdet og kan give dig den bedst mulige service/rådgivning for det videre forløb.

 

Dette er i hovedtræk regler for Tempo 100 godkendelse for dansk indreg. køretøjer.

 

Godkendelsen fås hos synshaller i Danmark (kontakt din nærmeste VARIANT forhandler)

 

For at kunne få Tempo 100 km/t godkendelse gælder følgende:

 

Iht. færdselslovens bekendtgørelse om betingelser for Tempo-100 kørsel med campingvogn og trailer:

§6 stk.3 – Køretøjet skal være egnet til kørsel med mindst 100 km/t. Egnetheden bestemmes af køretøjsfabrikanten eller dennes repræsentant. (Se separat dokument: Bekræftelse på egnethed!)

 

Uden påløbsbremser gælder:

Dæk må ikke være over 6 år, fra fremstillingsdato, skal være godkendt til minimum hastighedskategori L (120 km/t) og må ikke indeholde tillæg på lastindeks.

 

Med påløbsbremser gælder:

Dæk må ikke være over 6 år, fra fremstillingsdato, skal være godkendt til minimum hastighedskategori L (120 km/t) og må ikke indeholde tillæg på lastindeks. Der skal være monteret hydrauliske støddæmper ved hvert hjul.

 

Når din trailer er godkendt udleveres fra synshallen:

Et 100 km/t klistermærke til montering på traileren.

Et 100 km/t dokument, som skal medbringes under kørsel, hvorpå der er angivet de krav der stilles til det trækkende køretøj for at kunne udnytte Tempo 100 km/t godkendelsen.

 

Bemærk: Tempo 100 km/t godkendelsen udstedes alene til din trailer og ikke som tidligere til hele vogntoget. Dansk Tempo 100 godkendelse gælder kun for kørsel i Danmark. Det vil sige at føreren alene er ansvarlig for om det trækkende køretøj opfylder kravene til at kunne udnytte Tempo 100 godkendelsen.

 

Generelle krav til det trækkende køretøj, for at kunne udnytte 100 km/t godkendelsen:

Skal være udstyret med ABS

Skal være registreret som personvogn, varevogn eller bus med max totalvægt 3500 Kg.

 

Ved trailer uden påløbsbremser gælder:

  • bilens *tjenestevægt/**køreklar vægt x 0.3 = max totalvægt på trailer
  • trailers totalvægt / 0.3 = bilens minimum *tjenestevægt/**køreklar vægt

 

Ved trailer med påløbsbremser gælder:                   

  • bilens *tjenestevægt/**køreklar x 1,1 = max totalvægt på trailer
  • trailers totalvægt / 1,1 = bilens minimum *tjenestevægt/**køreklar vægt

 

Ved trailer med påløbsbremser og slingrekobling gælder:

  • bilens *tjenestevægt/**køreklar vægt x 1,2 = max totalvægt på trailer
  • trailers totalvægt / 1,2 = bilens minimum *tjenestevægt/**køreklar vægt

* Tjenestevægt defineres som egenvægt (ifølge registreringsattest) + 125 kg (ældre køretøjer) ** Køreklar vægt findes på bilens registreringsattest del I (nyere køretøjer)

 

Eksempler:

1. Du har en trailer med påløbsbremser og en totalvægt på 2000 kg

Trailer totalvægt / 1,1 = bilens minimum *tjenestevægt/**køreklar vægt 2000 / 1,1 = 1818 altså skal bilens *tjenestevægt/**køreklar være minimum 1818 kg

 

2. Du har en trailer uden påløbsbremser og en totalvægt på 500 kg

Trailer totalvægt / 0,3 = bilens minimum *tjenestevægt/**køreklar vægt 500 / 0,3 = 1667 altså skal bilens *tjenestevægt/**køreklar vægt være minimum 1667 kg

 

Nye VARIANT trailere kan, via din forhandler, bestilles monteret med (fabriksmonteret) udstyr for Tempo 100 godkendelse.

 

OBS vigtigt:              

 Når din trailer er registreret med Tempo 100 godkendelse, indtræder denne i gruppen for ”køretøjer der kræver periodisk syn” (gælder ved 750 kg +).

Dette betyder at man hvert 2. år skal fremvise sin trailer til syn i synshal.

 

VARIANT A/S kan ikke drages til ansvar for evt. ændringer/trykfejl i ovenstående gengivelse af reglerne for Tempo 100/godkendelse i Danmark.

Det er til enhver tid ejer/bruger af køretøjet, som er ansvarlig for overholdelse af lovgivningen.

Copyright VARIANT A/S – må ikke gengives uden tydelig kildeangivelse.